Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Springfinger

Denne pjece er til dig, der skal opereres for springfinger i Friklinikken. Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation, og gem pjecen, så du kan slå op i den, når du er kommet hjem.

Hvad er en springfinger?

Fingrenes bøjesener løber i seneskeder, der holdes på plads af ledbånd. Hvis ledbåndet er for snævert, eller senen er fortykket, glider senen ikke længere frit i seneskeden. Det fortykkede område springer under ledbåndet, og det giver en springfornemmelse og smerter, typisk i håndfladen ved fingerens rod. I svære tilfælde kan fingeren låse sig i bøjet stilling, så den skal rettes ud med den anden hånd. Springfinger kan ramme alle fingre, også tommelfingeren, og den kan opstå på begge hænder.

Operationen

Ved operationen spaltes ledbåndet, så der bliver mere plads til senen, og den igen kan glide frit. Operationen foregår i lokalbedøvelse, hvor lægen bedøver huden og vævet i håndfladen ved fingerens rod med en tynd nål. Selve indgrebet tager kun kort tid, og du er på operationsstuen i ca. 30 minutter.

Forundersøgelse

Du indkaldes til en forundersøgelse, når din egen læge har sendt os en henvisning. Ved forundersøgelsen taler du med en læge, som undersøger dig og aftaler dit videre forløb sammen med dig. Hvis I aftaler, at du skal opereres, taler du bagefter med en sygeplejerske, som så vidt muligt giver dig operationstiden med hjem med det samme.

Før din operation

  • Følg de faste- og medicinregler, du har fået i det udleverede materiale om bedøvelse.
  • Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre hånden med creme eller olie.
  • Tag et håndbad i sæbevand i ca. 10 minutter aftenen før operationen.
  • Fjern ringe og andre smykker, og undgå kunstige negle og neglelak.
  • Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på den hånd, der skal opereres.
  • Fjern eventuelle hår i området.
  • Aftal gerne, at nogen kan køre dig hjem, da hånden er bedøvet i nogle timer.

På operationsdagen

Når du møder i afdelingen, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du taler med den læge, der skal operere dig, og operationsstedet bliver markeret. Du får forebyggende smertestillende medicin og klæder om til hospitalstøj. Du kan som regel komme hjem 1 til 2 timer efter din mødetid. Vær opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.

Inden du tager hjem

Lægen informerer dig om resultatet af operationen. Sygeplejersken tilser forbindingen og fortæller dig om smertestillende medicin, om forbinding, bad og fjernelse af tråde, og om de hensyn, du skal tage i forhold til fysisk aktivitet og arbejde.

Efter din operation

Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i hånden efter operationen. Du vil derfor den første tid have behov for at holde dig i ro, have hånden oppe og tage den anbefalede smertestillende medicin. Det mindsker smerterne.

Det vigtigste, du selv kan gøre, er at bevæge fingrene. Begynd så tidligt som muligt og senest dagen efter operationen. Bøj og stræk alle fingre helt flere gange i timen, mens du er vågen, så senen ikke vokser fast i arvæv. Du kan bruge hånden til lette gøremål allerede dagen efter operationen.

Forbinding og bad

Forbindingen kan fjernes efter 2 dage. Herefter bruger du de plastre, du har fået udleveret. Plastrene skal blive på, indtil trådene er fjernet, og såret skal holdes rent og tørt. Bliver forbindingen gennemblødt inden for de første 2 døgn, skal den skiftes hos din egen læge eller på nærmeste skadestue. Du må tage brusebad dagen efter operationen, men forbindingen skal beskyttes med en plasticpose eller lignende. Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, før trådene er fjernet.

Tråde

Trådene skal fjernes hos din egen læge 12 til 14 dage efter operationen. Husk at bestille tid i god tid. Når trådene er fjernet, kan du forsigtigt massere arret med en fed creme, så det bliver blødere.

Sygemelding og bilkørsel

Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af dit arbejde og af operationens forløb. Du skal regne med omkring 14 dages sygemelding. Ved kontorarbejde kan mange vende tilbage efter få dage, mens arbejde med kraftigt greb og tryk mod håndfladen kan kræve længere tid. Der kan være andre restriktioner, som du får besked om. Du må køre bil, når du kan gøre det på forsvarlig vis.

Resultat

Operationen er meget effektiv, og hos langt de fleste forsvinder springet med det samme. Stivhed og hævelse i fingeren kan vare nogle uger, især hvis fingeren har været låst i lang tid. Arret i håndfladen kan være ømt i en periode, især når du tager hårdt fat.

Risiko ved operationen

Der kan opstå infektion efter enhver operation. Symptomerne er øgede smerter, rødme, hævelse og varme og eventuelt feber. Infektion ses hos under 1 procent af de opererede. Vær opmærksom på, at resultatet fortsat kan blive bedre i op til 12 måneder efter operationen.

Henvendelse

Du skal henvende dig til din egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer. Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om noget, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på telefon 7690 8312 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00.


Siden er sidst opdateret 10-05-2016.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring