Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Nedgroet negl

Denne pjece er til dig, der skal opereres for nedgroet negl i Friklinikken. Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation, og gem pjecen, så du kan finde svar på dine spørgsmål, når du er kommet hjem.

Hvad er en nedgroet negl?

Nedgroet negl skyldes et samspil af mange faktorer. Tryk fra sko og skarpe neglekanter kan skade huden, og der opstår hævelse og infektion af neglevoldene. Det er vigtigt, at tåneglene ikke klippes ned i hjørnerne, da det forværrer tilstanden. I de tilfælde, hvor der er tegn på infektion i form af rødme og hævelse, kan en del af neglen og neglelejet fjernes ved en operation.

Operationen

Ved operationen fjernes 2 til 3 mm af neglen i den syge side, eventuelt i begge sider, sammen med den hævede neglevold. Neglen fjernes helt ned til det negledannende væv, så den ikke vokser ind igen samme sted. Såret lukkes med nylontråd, og du får en stor sugende forbinding på. I nogle tilfælde gives der antibiotika efter operationen.

Operationen foregår i lokalbedøvelse og varer ca. ½ time.

Forundersøgelse

Du indkaldes til en forundersøgelse, når din egen læge har sendt os en henvisning. Ved forundersøgelsen taler du med en læge, som undersøger dig og aftaler dit videre forløb sammen med dig. Hvis I aftaler, at du skal opereres, taler du bagefter med en sygeplejerske, som så vidt muligt giver dig operationstiden med hjem med det samme.

Før din operation

  • Du skal overholde faste- og medicinreglerne, som de er beskrevet i det udleverede materiale om bedøvelse.
  • Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre foden med creme eller olie.
  • Tag et fodbad i sæbevand i ca. 10 minutter aftenen før operationen.
  • Undgå smykker, kunstige negle, neglelak og makeup.
  • Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på den fod, der skal opereres.
  • Fjern eventuelle hår i området.
  • Du kan ikke selv køre bil eller tage offentlige transportmidler hjem. Aftal derfor, at en pårørende kører dig.

På operationsdagen

Når du møder i afdelingen, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du taler med den læge, der skal operere dig, og operationsstedet bliver markeret. Du får forebyggende smertestillende medicin og klæder om til hospitalstøj. Efter operationen kommer du i opvågningen. Du kan som regel komme hjem 1 til 2 timer efter operationen. Vær opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.

Inden du tager hjem

Lægen informerer dig om resultatet af operationen. Sygeplejersken tilser forbindingen og fortæller dig om smertestillende medicin, om forbindingsskift, bad og fjernelse af tråde, og om de hensyn, du skal tage i forhold til fysisk aktivitet og arbejde.

Efter din operation

Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i tåen efter operationen. Du vil derfor den første tid have behov for at holde dig i ro, have foden oppe og tage den anbefalede smertestillende medicin. Det mindsker smerterne. Du får udleveret den receptpligtige medicin og et medicinskema, og du skal selv sørge for at have købt paracetamol. Smerterne kan i nogle tilfælde vare i flere måneder. Har du ikke tilstrækkelig effekt af den smertestillende medicin, skal du kontakte din egen læge.

Forbinding og bad

Forbindingen skal blive på de første 2 døgn efter operationen. Bliver forbindingen gennemblødt inden for de 2 døgn, skal den skiftes hos din egen læge eller på nærmeste skadestue. Efter 2 døgn fjerner du selv forbindingen. Herefter anbefales det, at du bruser tåen dagligt. Dup tåen tør med et rent håndklæde, eller lad den lufttørre, og brug derefter den forbinding, du har fået udleveret. Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, før trådene er fjernet.

Tråde

Trådene skal fjernes 12 til 14 dage efter operationen hos din egen læge. Husk at bestille tid i god tid, så trådene ikke sidder længere end nødvendigt.

Arbejde og bilkørsel

Du kan som regel genoptage dit arbejde efter nogle dage, hvis du kan have foden oppe nogle gange i løbet af dagen. Hvor længe du skal holde fri, afhænger af dit arbejde og af, hvordan tåen heler. Du må køre bil, når du kan gøre det på forsvarlig vis.

Kontrol

Der er normalt ingen kontrol hos os efter operationen, med mindre andet aftales.

Gode råd fremover

Klip neglene lige over, og undgå at klippe ned i hjørnerne. Brug sko med god plads til tæerne, så neglevoldene ikke presses mod neglekanterne. Vask og tør fødderne grundigt hver dag, og skift strømper dagligt. Har du sukkersyge eller dårligt blodomløb i benene, så lad gerne en fodterapeut klippe dine negle.

Risiko ved operationen

Der kan opstå infektion efter enhver operation. Symptomerne er øgede smerter, rødme, hævelse og varme og eventuelt feber. Infektion ses hos under 1 procent af de opererede. Vær opmærksom på, at resultatet fortsat kan blive bedre i op til 12 måneder efter operationen.

Henvendelse

Du skal henvende dig til din egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer. Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om noget, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på telefon 7690 8312 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00.


Siden er sidst opdateret 10-05-2016.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring