Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Krummerik

Denne pjece er til dig, der skal opereres for krummerik, også kaldet krum penis, i Friklinikken. Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation, og gem pjecen, så du kan slå op i den, når du er kommet hjem.

Hvad er krummerik?

Krum penis ses hos mænd i alle aldre. Hos yngre mænd er en krum penis ofte medfødt og viser sig typisk i puberteten, hvor penis har en skæv bue eller et knæk under rejsning. Tilstanden kan også skyldes en ufarlig sygdom i svulmelegemerne, Peyronies sygdom, hvor der dannes arvæv i bindevævet omkring svulmelegemet. Sygdommen kan opstå efter et knæk i forbindelse med samleje eller uden kendt årsag, og den giver ofte smerter i penis, særligt ved rejsning. Udviklingen af Peyronies sygdom aftager og går i stå i løbet af ½ til 1 år, og først når tilstanden er stabil, kan der tilbydes operation. Krum penis kan også opstå efter en skade på penis.

Operationen

Ved operationen sprøjtes der saltvand ind i svulmelegemerne, så der skabes en kunstig rejsning. Der lægges et snit, hvor krumningen er mest udtalt, og krumningen rettes ud ved at sy i svulmelegemets hinde. Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 1 time. Formålet er, at penis bliver så lige, at samleje igen er muligt uden gener.

Forundersøgelse

Du indkaldes til en forundersøgelse, når din egen læge har sendt os en henvisning. Ved forundersøgelsen taler du med en læge, som undersøger dig og aftaler dit videre forløb sammen med dig. Hvis I aftaler, at du skal opereres, taler du bagefter med en sygeplejerske, som så vidt muligt giver dig operationstiden med hjem med det samme.

Før din operation

  • Følg faste- og medicinreglerne i det udleverede materiale om fuld bedøvelse.
  • Tag bad hjemmefra på operationsdagen.
  • Fjern hårene 10 cm rundt om penisroden 2 dage før operationen. Brug gerne en el-trimmer.
  • Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser i det område, der skal opereres.
  • Du må ikke selv køre hjem. Aftal, at en voksen kan hente dig.

Det skal du have med

Tag tætsiddende underbukser med, som kan holde penis opad mod maven efter operationen, og løstsiddende bukser, som ikke trykker. Medbring en liste over den medicin, du tager. Planlæg de første dage, så du kan holde dig i ro derhjemme.

På operationsdagen

Når du møder i afdelingen, bliver du modtaget af en sygeplejerske og taler med lægen, inden du bliver bedøvet. Efter operationen kommer du i opvågningen. Inden du tager hjem, tilser sygeplejersken forbindingen og fortæller dig om forbindingsskift, tråde, bad og de hensyn, du skal tage til fysisk aktivitet og arbejde. Du kan som regel komme hjem ca. 3 timer efter din mødetid.

Efter din operation

Du skal forvente smerter og hævelse i penis efter operationen og en vis misfarvning på grund af blødning under huden. Misfarvningen forsvinder af sig selv efter nogle uger ligesom et almindeligt blåt mærke. Hold dig i ro den første tid, og hold penis opad mod maven, gerne ved hjælp af tætsiddende underbukser. Tag den smertestillende medicin, du har fået besked om. Du skal selv købe paracetamol. Smerterne kan i nogle tilfælde vare i nogle måneder.

Forbinding og bad

Forbindingen består af et plaster og eventuelt en elastikbandage, som du selv fjerner efter 1 døgn. Brug plaster, så længe det bløder eller væsker fra såret. Bløder eller væsker det stadig efter 4 dage, skal du kontakte din egen læge. Du må tage brusebad dagen efter operationen, men du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, så længe der er synlige tråde.

Tråde

Trådene i huden er selvopløselige og forsvinder efter 2 til 3 uger, så de skal ikke fjernes. Tråden, der er syet i svulmelegemets hinde, forsvinder ikke og kan mærkes som små knuder under huden. Det er helt normalt og ikke farligt.

Sygemelding og samliv

Du skal regne med 1 til 2 ugers sygemelding. Sport og motion kan som regel genoptages efter 2 uger. Du skal være seksuelt afholdende i mindst 5 til 6 uger efter operationen for ikke at ødelægge syningen. Undgå også cykling og anden aktivitet, der trykker på området, indtil hævelsen er aftaget.

Risiko ved operationen

Det kan ikke garanteres, at penis bliver helt lige, og penis bliver som regel 1 til 2 cm kortere efter operationen. Mange får nedsat følsomhed på den yderste del af penis. Der kan opstå en blodansamling, der viser sig ved, at penis hæver meget op og bliver blåligt misfarvet. I få tilfælde kan der efter nogle dage opstå betændelse, hvor penis bliver rød, øm og hævet, og du eventuelt får feber. Enkelte kan i længere tid have smerter svarende til knuderne under huden, og i sjældne tilfælde kan følesansen blive nedsat.

Kontakt os eller din egen læge, hvis

  • penis hæver meget op og bliver blålig misfarvet,
  • du får feber, eller penis bliver rød, varm og meget øm,
  • det fortsat bløder eller væsker fra såret efter 4 dage.

Henvendelse

Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om noget, er du velkommen til at ringe til os på telefon 7690 8350 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00. Uden for telefontiden kan du kontakte din egen læge eller lægevagten.


Siden er sidst opdateret 16-11-2016.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring