God håndhygiejne er vigtig, fordi det forebygger smittespredning. Det gælder især på et sygehus, hvor der er svækkede mennesker, som er meget modtagelige for infektioner. Personalet i Friklinikken har stort fokus på håndhygiejne i deres arbejde, og du og dine pårørende kan også gøre en indsats. Denne pjece fortæller, hvornår og hvordan du skal rengøre dine hænder, når du er patient hos os, og når du er kommet hjem efter din behandling.
De fleste infektioner, der opstår i forbindelse med behandling på sygehuse og klinikker, skyldes bakterier, som bliver overført fra person til person, og hænderne er den vigtigste vej for smitte. Vi rører ved dørhåndtag, gelændere, telefoner og hinanden, og bakterierne følger med. Mange bakterier er harmløse for raske mennesker, men for en patient med et operationssår kan de give en infektion, der forsinker helingen. Ved at rengøre hænderne på de rigtige tidspunkter kan du være med til at beskytte både dig selv og de andre patienter.
Håndsprit dræber de fleste bakterier hurtigt og er skånsomt mod huden. Derfor er håndsprit førstevalget, når hænderne ikke er synligt snavsede. Du finder håndsprit ved indgangen og flere steder i Friklinikken. Er hænderne synligt snavsede, eller har du været på toilettet, skal du først vaske dem med sæbe og vand, fordi sprit ikke fjerner snavs. Når hænderne er vasket og tørret godt, kan du bruge håndsprit bagefter.
Handsker er ikke en erstatning for håndhygiejne. Bruger du handsker, for eksempel når du skifter en forbinding derhjemme, skal du rengøre hænderne både før du tager handskerne på, og når du har taget dem af. Handsker bruges kun til én opgave ad gangen og smides ud bagefter. Lær også børn i familien at vaske hænder, når de kommer hjem, og før de spiser.
Bed dine pårørende om at bruge håndsprit, når de kommer og går, og før de hjælper dig med for eksempel mad eller tøj. Er dine pårørende forkølede eller har maveinfektion, bør de vente med at besøge dig, indtil de er raske igen.
God håndhygiejne er lige så vigtig, når du er kommet hjem efter din operation. Rengør hænderne, før du rører ved dit sår eller skifter forbinding, og hold såret tørt og tildækket, som du har fået vejledning om. Del ikke håndklæder med andre i husstanden, så længe såret ikke er helet. Bliver såret rødt, varmt, hævet eller begynder det at væske, skal du kontakte os eller din egen læge.
Er du forkølet, har du feber, diarré eller opkastning i dagene før din behandling, skal du kontakte Friklinikken, inden du møder op. Sygdom kan betyde, at operationen skal udskydes, både af hensyn til dig selv og for at undgå at smitte andre patienter. Har du sår, eksem eller betændelse i huden i nærheden af det sted, der skal opereres, skal du også ringe, så vi kan vurdere, om behandlingen kan gennemføres som planlagt.
Almindelig rengøring er nok, når du kommer hjem. Skift håndklæder og sengetøj jævnligt, især de første dage efter operationen, og vask dem ved den temperatur, der står på vaskeanvisningen. Lad ikke kæledyr ligge i sengen, så længe dit sår ikke er helet, og vask hænder, efter du har rørt ved dyrene. Spørg os, hvis du er i tvivl om, hvad du skal være særligt opmærksom på i din situation.
Personalet rengør hænderne før og efter hver kontakt med en patient og bruger handsker, når det er nødvendigt. Du er altid velkommen til at spørge en medarbejder, om han eller hun har rengjort hænderne. Det er en del af god hygiejne, og ingen bliver stødt over spørgsmålet.
Har du spørgsmål om hygiejne, er du velkommen til at ringe til Friklinikken på telefon 7690 8350 mellem kl. 9.00 og 15.00. Læs også om hygiejne og MRSA i Friklinikken.
Siden er sidst opdateret 15-03-2013.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring