Denne pjece er til dig, der skal have foretaget fedttransplantation i Friklinikken. Her kan du læse, hvad behandlingen går ud på, hvordan du forbereder dig, og hvad du skal være opmærksom på i tiden efter. Læs pjecen igennem i god tid, og tag den med, når du skal behandles.
Ved fedttransplantation flyttes dit eget fedtvæv fra et sted på kroppen, hvor der er fedt nok, til et område, hvor der mangler fylde. Fedtet suges ud gennem små snit, for eksempel fra maven, hofterne eller lårene, renses og sprøjtes derefter ind med en tynd kanyle i små portioner. Fedttransplantation kan blandt andet bruges til at udjævne fordybninger, ujævnheder og forskelle efter en brystrekonstruktion eller efter andre operationer. Fordi det er dit eget væv, er der ingen risiko for, at kroppen afstøder det.
En del af det fedt, der sprøjtes ind, overlever ikke og bliver optaget af kroppen i løbet af de første måneder. Derfor er det almindeligt, at behandlingen skal gentages en eller flere gange for at opnå det ønskede resultat. Det fedt, der har overlevet efter nogle måneder, bliver som regel siddende. Lægen fortæller dig ved forundersøgelsen, hvor mange behandlinger der kan blive tale om, og hvad du realistisk kan forvente.
Fedtet tages fra et område, hvor du har et naturligt fedtdepot, og hvor det ikke giver problemer at fjerne lidt fedt. Det er oftest maven, hofterne eller indersiden af lårene. Ved forundersøgelsen ser lægen på, hvor der er fedt nok, og taler med dig om, hvor det er bedst at tage det fra. Snittene er kun få millimeter lange og efterlader små ar, som med tiden bliver næsten usynlige.
Du møder til det tidspunkt, der står i din indkaldelse, og taler med lægen, før du bliver behandlet. Lægen tegner op, både hvor fedtet skal tages fra, og hvor det skal sprøjtes ind. Behandlingen foregår i lokalbedøvelse eller fuld bedøvelse, afhængigt af hvor meget fedt der skal flyttes. De små snit lukkes med et enkelt sting eller tape. Efter behandlingen hviler du, til du har det godt, og derefter kan du som regel tage hjem samme dag.
De fleste kan arbejde igen efter få dage til en uge, afhængigt af hvor meget fedt der er flyttet, og hvilket arbejde de har. Hævelsen aftager gradvist over nogle uger, og det endelige resultat kan først vurderes efter nogle måneder, når den del af fedtet, der ikke overlever, er optaget af kroppen.
Sov så vidt muligt i en stilling, hvor du ikke ligger på det område, hvor fedtet er sprøjtet ind. Bær løst tøj, der ikke strammer over området, og undgå massage af det behandlede område, indtil lægen siger god for det. De små snit kan sive lidt væske de første dage, så læg gerne et håndklæde under dig om natten. Spis varieret, og hold din vægt stabil, så fedtet får de bedste betingelser.
Fedttransplantation er et skånsomt indgreb, men der kan opstå komplikationer som blødning, infektion, ujævnheder i huden, hvor fedtet er suget ud eller sprøjtet ind, og små, faste knuder af fedt, der ikke har overlevet. Sådanne knuder er ufarlige, men kan mærkes, og de kan ses på en mammografi eller ultralydsscanning. Fortæl derfor altid ved senere undersøgelser af området, at du har fået fedttransplantation.
Har du spørgsmål før eller efter behandlingen, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00 på telefon 7690 8312. Uden for åbningstiden kan du kontakte din egen læge eller lægevagten.
Siden er sidst opdateret 26-01-2015.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring