Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Blokadeanlæggelse, hænder

Denne pjece er til dig, der skal have lagt en blokade i hånden i Friklinikken. Det kan være, at lægen ved din forundersøgelse vurderer, at en blokade vil gavne dig. I så fald lægges blokaden ofte som en del af forundersøgelsen på selve dagen. Læs informationen igennem, så du ved, hvad du kan forvente i dagene efter.

Blokade i hånden

En blokade er en indsprøjtning med binyrebarkhormon, også kaldet steroid, blandet med lokalbedøvelse. I hånden bruges blokade blandt andet ved irritation omkring senerne, for eksempel ved springfinger, ved seneskedebetændelse ved tommelfingeren, morbus de Quervain, ved karpaltunnelsyndrom og ved slidgigt i tommelfingerens rodled. Lægen vurderer ved forundersøgelsen, om en blokade er den rigtige behandling for dig, eller om en operation er et bedre valg.

Formålet med blokaden

Formålet med en blokade er at dæmpe en irritationstilstand, det vil sige en betændelseslignende tilstand uden bakterier, i et bestemt område. Irritationen kan komme af flere årsager, for eksempel overbelastning, forkert belastning af muskler og sener eller slid.

Sådan foregår det

Huden på hånden vaskes af, og blokaden lægges under sterile forhold med en tynd nål. Selve indsprøjtningen tager kun kort tid. Bagefter får du et lille plaster på stikstedet, som kan fjernes dagen efter. Fjern gerne ringe fra hånden før behandlingen, og fortæl lægen, hvis du tager blodfortyndende medicin, har sukkersyge eller har sår, feber eller en infektion.

Forløb og virkning

Umiddelbart efter blokaden kan du opleve en bedring på grund af lokalbedøvelsen. Det betyder, at blokaden er lagt det rigtige sted, og at diagnosen er rigtig. Når bedøvelsen er holdt op med at virke efter et par timer, kan der komme en del smerter på grund af lokal irritation fra binyrebarkhormonet. Disse smerter kan vare nogle døgn, og det kan derfor være en god idé at tage noget smertestillende.

Virkningen af binyrebarkhormonet begynder typisk først efter en uges tid og sætter langsomt ind. Du bliver derfor ikke rask fra den ene dag til den anden. Det er vigtigt, at du aflaster hånden de næste 3 til 4 dage efter blokaden og undgår hårdt greb og tunge løft.

Sygemelding

Sygemelding fra arbejdet kan være aktuel, afhængigt af dit arbejde og af, hvor meget du skal bruge hånden. Ved kontorarbejde kan de fleste fortsætte som normalt, mens arbejde med kraftigt greb, vibrationer eller gentagne bevægelser kan kræve et par dages pause.

Virkning over tid

Virkningen af blokadebehandlingen kan ofte vare fra uger til måneder. For nogle er én blokade tilstrækkelig, for andre skal der lægges yderligere blokader, og nogle gange hjælper blokaden kun i kort tid eller slet ikke. Normalt gives der højst en blokadeserie på 3 for ikke at svække vævet uhensigtsmæssigt. Det sker med en vurdering fra gang til gang af vores læge. Hjælper blokaderne ikke, kan en operation komme på tale.

Blokaden bør ikke stå alene

Behandlingen bør suppleres med andre tiltag. Der bør ændres på en eventuel overbelastning af hånden i forbindelse med dit arbejde. Der skal justeres på din træningsaktivitet, hvis det er idræt eller fritidsaktiviteter, der har udløst overbelastningen. Du kan eventuelt kombinere blokadebehandlingen med en kur med gigtmedicin i samråd med din egen læge. For nogle kan en skinne, der aflaster hånden eller håndleddet, være en hjælp.

Bivirkninger

Der kan være bivirkninger ved al medicin, også ved en blokade. Binyrebarkhormon er kendt for sine mange bivirkninger, men givet som indsprøjtning lokalt er de meget beskedne: lokal irritation, misfarvning og let indtrækning af huden. Nogle oplever rødme og varme i ansigtet, som aftager inden for 1 til 2 døgn. Hos kvinder kan der forekomme blødningsforstyrrelser ved menstruation. Afblegning af huden over indsprøjtningsstedet og lidt svind af fedt samme sted kan forekomme, og det ses lettere i hånden, hvor huden er tynd.

Den alvorligste bivirkning er betændelse omkring indsprøjtningsstedet, men ved steril anlæggelse er det meget sjældent. Får du rødme, hævelse og varme i hånden eller feber, skal du straks søge læge.

Særligt hvis du har sukkersyge

Efter en indsprøjtning med binyrebarkhormon kan blodsukkeret stige hos personer med sukkersyge. Vi anbefaler, at du måler dit blodsukker 4 gange dagligt, morgen, middag, aften og til natten, i 4 dage efter indsprøjtningen, og behandler eventuelle afvigelser, som du plejer. Hos nogle kan det være nødvendigt at ændre sukkersygebehandlingen, og insulinbehandlede kan midlertidigt have brug for en større dosis. Ved en velreguleret sukkersyge er det ikke sikkert, at der sker ændringer.

Søg straks læge, hvis

  • hånden bliver rød, hævet og varm i dagene efter blokaden,
  • du får feber eller føler dig syg uden nogen anden forklaring,
  • smerterne bliver kraftigere efter de første døgn i stedet for at aftage,
  • du får tiltagende følelsesløshed eller nedsat kraft i fingrene.

Kontakt

Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om noget, er du velkommen til at ringe til en sygeplejerske på telefon 7690 8350 mellem kl. 9.00 og 15.00.


Siden er sidst opdateret 10-04-2015.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring