Patienter
Patientinformation
Ortopædkirurgi
Knæ og hofte
Kikkertoperation af knæ
Denne pjece er til dig, der skal have foretaget en kikkertoperation af knæet i Friklinikken. Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation og på genoptræningen bagefter, og gem pjecen, så du kan slå op i den, når du er kommet hjem.
Ved en kikkertoperation, også kaldet knæartroskopi, undersøges knæet ved hjælp af en tynd kikkert, og eventuelle skader i knæet opereres samtidig. Man kan se alle strukturer inde i knæleddet:
De fleste knæskader kan behandles i forbindelse med artroskopien. Artroskopien udføres gennem 2 til 3 snit på ca. 1 cm. Hullerne bliver syet efter operationen. Der lægges lokalbedøvelse i knæet, som giver smertelindring i 6 til 8 timer, og der lægges plastre på sårene og en forbinding omkring knæet.
Du indkaldes til en undersøgelse, når din egen læge har sendt os en henvisning. Ved forundersøgelsen taler du med en læge, som undersøger dig og aftaler dit videre forløb sammen med dig. Hvis I aftaler, at du skal opereres, taler du bagefter med en sygeplejerske, som så vidt muligt giver dig operationstiden med hjem med det samme.
Selve operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. ½ time, men det er individuelt. Vær opmærksom på faste- og medicinreglerne i det udleverede materiale om bedøvelse.
Når du møder i afdelingen, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du taler med den læge, der skal operere dig, og operationsstedet bliver markeret. Du får forebyggende smertestillende medicin og klæder om til hospitalstøj. Efter operationen kommer du i opvågningen. Du kan som regel komme hjem ca. 2 timer efter operationen. Vær opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.
Lægen informerer dig om resultatet af operationen. Sygeplejersken tilser forbindingen og fortæller dig om smertestillende medicin, om forbinding, bad og fjernelse af tråde, og om de hensyn, du skal tage i forhold til fysisk aktivitet og arbejde.
Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i knæet efter operationen. Du vil derfor have behov for at holde dig i ro og tage den anbefalede smertestillende medicin. Tag den første dosis, før lokalbedøvelsen i knæet holder op med at virke. Hold benet hævet, når du sidder eller ligger, og bevæg anklen og tæerne ofte, så blodet holdes i bevægelse.
Elastikforbindingen og den sugende forbinding må fjernes efter 1 døgn. Plastrene skal blive på i 4 døgn og skal kun skiftes, hvis de bliver våde eller gennemblødte. Væsker det fortsat fra sårene efter de 4 døgn, skal du fortsat bruge plaster og søge din egen læge til vurdering. Du må tage brusebad efter 1 døgn, når den yderste forbinding er fjernet. Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, så længe der er tråde.
Trådene skal fjernes 12 til 14 dage efter operationen hos din egen læge. Husk at bestille tid i god tid.
Det er vigtigt, at du efter operationen får optrænet dit knæ, så du hurtigt genvinder bevægelighed og styrke. Du skal træne efter det øvelsesprogram til knæopererede, du har fået udleveret. Øvelserne kan du begynde på et par dage efter operationen. Målet med træningen er at opnå god bevægelighed, normal styrke, god balance og koordination omkring knæet og at mindske smerterne.
Du kan som regel genoptage dit arbejde 2 til 4 uger efter operationen. Det afhænger dog af operationsresultatet og af, hvor belastende dit arbejde er. Du må køre bil, når knæet fungerer, og du kan køre på forsvarlig vis.
Der er normalt ingen kontrol hos os efter operationen, med mindre andet aftales. Lægen fortæller dig resultatet af operationen, inden du tager hjem.
Der kan opstå infektion efter enhver operation, men det er sjældent. Infektion kan i meget sjældne tilfælde skade brusken i knæet. Der er en lille risiko for årebetændelse eller blodprop i det opererede ben og for blødning i knæet, som eventuelt kræver, at knæet tappes for blod. Nogle får nedsat følesans omkring knæet, fordi små følenerver til huden kan blive overskåret. Der er under 1 procent risiko for nedsat bevægelighed i knæleddet efter operationen.
Du skal henvende dig til din egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer, for eksempel feber, tiltagende hævelse og smerter eller rødme og varme omkring knæet. Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på telefon 7690 8312 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00.
Siden er sidst opdateret 26-04-2016.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring