Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Ketamin behandling

Du har sammen med lægen i Smerteklinikken aftalt, at du skal have behandling med ketamin. Denne pjece fortæller, hvad ketamin er, hvorfor vi bruger det mod kroniske smerter, hvordan behandlingen foregår, og hvad du skal være opmærksom på før og efter. Læs pjecen igennem, og tag den gerne med, når du kommer til behandling.

Hvad er ketamin?

Ketamin er et lægemiddel, der i store doser bruges til bedøvelse ved operationer. I små doser har ketamin en smertestillende virkning, som er anderledes end virkningen af almindelig smertestillende medicin. Ketamin påvirker nogle af de receptorer i nervesystemet, som er med til at holde den øgede følsomhed for smerte ved lige, når man har haft smerter i lang tid. Hos nogle patienter kan en behandling med ketamin derfor dæmpe smerterne, også når anden behandling ikke har hjulpet tilstrækkeligt.

Behandlingen virker ikke på alle. Vi aftaler med dig, hvordan vi sammen vurderer, om den hjælper, og om der skal gives flere behandlinger.

Hvem kan få behandlingen?

Ketamin er ikke en førstevalgsbehandling. Det kan komme på tale, når du har haft smerter i lang tid, især smerter fra nervesystemet, og når andre behandlinger ikke har givet tilstrækkelig lindring eller har givet for mange bivirkninger. Lægen vurderer sammen med dig, om behandlingen er relevant, og gennemgår din sygehistorie og din øvrige medicin, inden vi beslutter, om du skal have den.

En del af en samlet plan

Ketamin står ikke alene. Behandlingen kan give en periode med mindre smerter, og den periode er en god anledning til at komme i gang med de ting, smerterne har holdt dig fra, for eksempel bevægelse, træning og aktiviteter i hverdagen. Derfor er det vigtigt, at du samtidig bruger de redskaber, du har fået hos fysioterapeuten, psykologen og på smertehåndteringsholdene. Din øvrige smertestillende medicin fortsætter som aftalt, medmindre lægen har givet dig anden besked.

Før behandlingen

  • Fortæl lægen, hvis du har forhøjet blodtryk, hjertesygdom, grøn stær eller forhøjet tryk i øjet, epilepsi, leversygdom eller en psykisk sygdom, eller hvis du er gravid eller ammer.
  • Tag din øvrige medicin som sædvanlig, medmindre du har fået anden besked.
  • Følg de anvisninger om mad og drikke inden behandlingen, som står i din indkaldelse.
  • Du må ikke selv køre hjem efter behandlingen. Aftal på forhånd, at en voksen henter dig og helst er hos dig resten af dagen.

Sådan foregår behandlingen

Ketamin gives som et drop i en blodåre, typisk i armen. En sygeplejerske lægger en tynd plastikslange (et venekateter) i en blodåre og tilslutter droppet, som løber langsomt ind over nogle timer. Mens du får behandlingen, ligger eller sidder du godt tilrette i et roligt lokale. Sygeplejersken måler jævnligt dit blodtryk og din puls og holder øje med, hvordan du har det.

Du må gerne have musik i ørerne eller hvile dig, mens droppet løber. Det er en god idé at medbringe en bog eller noget andet stille at tage dig til. Når droppet er færdigt, bliver du i Smerteklinikken et stykke tid, så vi kan se, at du har det godt, før venekateteret bliver fjernet, og du kan tage hjem.

Hvordan føles det?

Mange mærker ketaminen som en lidt mærkelig, svævende eller fjern fornemmelse, mens droppet løber. Nogle oplever, at farver, lyde eller kroppen føles anderledes end normalt, eller at de har livlige drømme. Det kan føles ubehageligt, men det er en kendt virkning af medicinen og ikke farligt. Fornemmelserne aftager hurtigt, når droppet bliver skruet ned eller stoppet. Sig til sygeplejersken, hvis det bliver for ubehageligt, så kan hastigheden sættes ned.

Bivirkninger

De mest almindelige bivirkninger er:

  • svimmelhed og træthed
  • kvalme, i sjældne tilfælde opkastning
  • sløret syn eller dobbeltsyn
  • stigning i blodtryk og puls under behandlingen
  • uro, livlige drømme eller ændret oplevelse af omgivelserne

Bivirkningerne går som regel over inden for kort tid efter, at behandlingen er afsluttet. Du bliver i Smerteklinikken, til du er frisk nok til at tage hjem.

Efter behandlingen

  • Du må ikke køre bil, cykle eller betjene maskiner resten af dagen.
  • Du må ikke drikke alkohol resten af dagen.
  • Undgå at træffe vigtige beslutninger eller skrive under på vigtige papirer samme dag.
  • Hvil dig, og tag det roligt resten af dagen. Spis og drik som du plejer.

Virkningen på smerterne kan komme med det samme eller i løbet af de følgende dage, og den kan holde i kortere eller længere tid. Skriv gerne ned, hvordan dine smerter, din søvn og dit aktivitetsniveau er i ugerne efter behandlingen. Det giver os et godt grundlag for at vurdere, om behandlingen skal gentages.

Kontakt os, hvis

  • du efter at være kommet hjem fortsat føler dig meget påvirket, forvirret eller utilpas
  • du får smerter, rødme eller hævelse, hvor venekateteret har siddet
  • du får andre gener efter behandlingen, som du er bekymret for

Henvendelse

Har du spørgsmål om behandlingen, er du velkommen til at kontakte Smerteklinikken på hverdage mellem kl. 9.00 og 15.00 på telefon 7690 8350. Uden for telefontiden kan du kontakte din egen læge eller lægevagten.


Siden er sidst opdateret 23-02-2021.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring