Patienter
Patientinformation
Ortopædkirurgi
Hænder og fødder
Slidgigt i tommelfingerens rodled
Denne pjece er til dig, der skal opereres for slidgigt i tommelfingerens rodled i Friklinikken. Operationen kaldes en trapezektomi. Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation og på tiden med gips og genoptræning bagefter.
Artrose, også kaldet slidgigt, er en lidelse, der kan udvikles med tiden eller som følge af en skade. Tilstanden ses hyppigst hos ældre mennesker, både hos personer med tungt belastende arbejde og hos personer med helt let arbejde. I hånden er det ofte tommelfingerens rodled, der rammes. I et normalt led er ledfladerne dækket af brusk, men ved slidgigt er denne brusk mere eller mindre væk. De to knogler skurrer derved mod hinanden, hvilket giver smerter og ofte også varme, rødme og hævelse af leddet.
Der kan i en periode lægges blokader i rodleddet for at lindre smerterne. I tidlige tilfælde kan man nogle gange behandle med aflastning, for eksempel med skinne og gigtmedicin. Når det ikke længere hjælper, kan en operation komme på tale.
Trapezektomi er det indgreb, der oftest udføres ved slidgigt i tommelfingerens rodled. Ved operationen fjerner lægen trapezium, som er den ene af de to knogler, der indgår i tommelens rodled. Indgrebet laves alene på grund af smerter. Man kan godt klare sig uden den knogle, der er fjernet, men tommelfingeren bliver nogle få millimeter kortere. De færreste bemærker det, og der vil fortsat være bevægelse i tommelfingeren.
Operationen foregår i fuld bedøvelse med samtidig blokade af armen og tager ca. 30 til 60 minutter. Operationen foregår som sammedagskirurgi. Det vil sige, at du møder om morgenen og bliver udskrevet igen samme dag.
Du indkaldes til en forundersøgelse, når din egen læge har sendt os en henvisning. Ved forundersøgelsen taler du med en læge, som undersøger dig og aftaler dit videre forløb sammen med dig. Hvis I aftaler, at du skal opereres, taler du bagefter med en sygeplejerske, som så vidt muligt giver dig operationstiden med hjem med det samme.
Når du møder i afdelingen, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du taler med den læge, der skal operere dig, og operationsstedet bliver markeret. Du får forebyggende smertestillende medicin og klæder om til hospitalstøj. Efter operationen kommer du i opvågningen. Du kan som regel komme hjem 2 til 3 timer efter din mødetid. Vær opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.
Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i hånden efter operationen. Hold hånden hævet, og tag den anbefalede smertestillende medicin. Smerterne kan i nogle tilfælde vare i 2 til 4 måneder. Bevæg skulder, albue og de fingre, der ikke er i gips, flere gange om dagen.
Efter operationen har du fået gips på. Du får også en armslynge til at støtte armen de første par dage. Gipsen skal holdes hel, ren og tør i de følgende 3 uger. Du må tage bad et døgn efter operationen, men gipsen tåler ikke vand. Bliver gipsen våd eller beskadiget, skal den lægges om på nærmeste skadestue. Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, så længe der er gips på hånden.
Du indkaldes til fjernelse af gips og tråde ca. 3 uger efter operationen. Efter fjernelse af gipsen skal du bruge en håndskinne, som beskytter tommelfingeren.
Der laves en henvisning til ergoterapi i din hjemkommune med henblik på genoptræning. Ergoterapeuten hjælper dig med at genvinde bevægeligheden og kraften i tommelfingeren og hånden.
Hvor lang tid du skal være sygemeldt, afhænger af dit arbejde. De fleste er tilbage på arbejde efter 12 uger, eventuelt med en skinne, der beskytter tommelfingeren. Du må ikke køre bil med hånden i gips.
Der kan opstå infektion efter enhver operation. Symptomerne er øgede smerter, rødme, hævelse og varme og eventuelt feber. Infektion ses hos under 1 procent af de opererede. Vær opmærksom på gener fra gipsen. Oplever du blåfarvning af fingrene, prikkende eller sovende fornemmelser, ændret følesans, tiltagende smerter eller mistanke om infektion, skal du kontakte nærmeste skadestue. Resultatet kan fortsat blive bedre i op til 12 måneder efter operationen.
Du skal henvende dig til din egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer. Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om noget, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på telefon 7690 8312 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00.
Siden er sidst opdateret 23-02-2021.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring