Patienter
Patientinformation
Ortopædkirurgi
Skulder
Skade på bicepssene i skulderleddet - bicepstenotomi / bicepstenodese
Denne pjece er til dig, der skal opereres for en skade på den lange bicepssene i skulderleddet i Friklinikken. Her kan du læse om skaden, om de to operationsmetoder, bicepstenotomi og bicepstenodese, og om forløbet efter operationen. Læs pjecen igennem før operationen.
Bicepsmusklen på forsiden af overarmen har to sener i den øverste ende. Den lange bicepssene løber op gennem en rende på forsiden af overarmsknoglen og ind i skulderleddet. Den udspringer fra den øverste kant af ledlæben, den bruskskive, der sidder omkring ledskålen.
Ved en skade kan den lange bicepssene blive rykket løs fra ledlæben. Der kan også være skade eller slid på selve senen inde i leddet, eller senen kan hoppe ud af sit leje, hvor den går ud af leddet. Dette ses særligt, hvis der også er skade på en af de andre sener i skulderen. Skaderne giver typisk smerter på forsiden af skulderen, som forværres, når du løfter, bærer eller drejer armen.
Der findes to forskellige operationstyper til at behandle en skade på den lange bicepssene i skulderleddet. Lægen vurderer sammen med dig, hvilken metode der passer bedst til din skade, din alder og dit aktivitetsniveau.
Bicepstenotomi. Ved en bicepstenotomi skæres den lange bicepssene over inde i skulderleddet, så den ikke længere giver smerter. Senen trækker sig lidt ned i renden på overarmen. Den korte bicepssene er stadig hæftet, så du kan fortsat bøje albuen og dreje underarmen. Nogle kan bagefter se en lille bule på overarmen, når musklen spændes, og nogle oplever lidt ømhed eller trækken i musklen i den første tid.
Bicepstenodese. Ved en bicepstenodese skæres senen også over inde i leddet, men den sys eller fastgøres derefter til overarmsknoglen længere nede. Herved bevares musklens form og spænding. Til gengæld skal den fastgjorte sene have tid til at vokse fast, og derfor skal du skåne bicepsmusklen i en periode efter operationen.
Du indkaldes til en forundersøgelse, når din egen læge har sendt os en henvisning. Ved forundersøgelsen taler du med en læge, som undersøger dig og aftaler dit videre forløb sammen med dig. Hvis I aftaler, at du skal opereres, taler du bagefter med en sygeplejerske, som så vidt muligt giver dig operationstiden med hjem med det samme.
På operationsdagen modtages du af en sygeplejerske og taler med lægen inden operationen. Efter operationen instruerer fysioterapeuten dig i øvelser, og du får udleveret et øvelsesprogram. Du kan som regel komme hjem ca. 2 til 3 timer efter operationen.
Hvor meget du må bruge armen i den første tid, afhænger af, hvilken operation du har fået. Efter en bicepstenotomi kan de fleste bruge armen til lette gøremål ret hurtigt. Efter en bicepstenodese skal du skåne bicepsmusklen og undgå at løfte og bære med armen og at bøje albuen mod modstand i den periode, lægen har aftalt med dig. Lægen og fysioterapeuten fortæller dig, hvad der gælder for dig.
Øvelserne fra fysioterapeuten skal holde skulder og albue bevægelige og gradvist genopbygge kraften i armen. Lav dem hver dag, som du er blevet vist. Bevægelserne må gerne trække, men de må ikke give stærke smerter. Hvis en øvelse gør meget ondt, så hold pause med den og spørg fysioterapeuten til råds.
Når bedøvelsen holder op med at virke, kan skulderen gøre ondt. Tag den smertestillende medicin, du har fået besked om, regelmæssigt de første dage. Kulde, pakket ind i et viskestykke, kan lindre smerter og hævelse. Mange sover bedst halvt siddende med en pude under albuen i de første nætter.
Såret er syet med tråde, der skal fjernes 12 til 14 dage efter operationen hos din egen læge. Hold forbindingen tør og ren, og vent med karbad og svømning, til såret er helet.
Hvor lang tid du skal være sygemeldt, afhænger af dit arbejde og af, hvilken operation du har fået. Har du et fysisk krævende arbejde, skal du regne med en længere sygemelding end ved stillesiddende arbejde. Tal med lægen om det ved forundersøgelsen.
Du må først køre bil, når du kan bruge armen sikkert og uden væsentlige smerter, og når du ikke tager medicin, der gør dig sløv.
Du skal til kontrol hos os 12 uger efter operationen. Ved kontrollen vurderer lægen, hvordan skulderen og armen fungerer, og hvordan træningen skal fortsætte.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på telefon 7690 8312 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00. Uden for telefontiden kan du kontakte vagtlægen.
Siden er sidst opdateret 23-02-2021.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring