Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Åreknuder

Denne pjece er til dig, der skal opereres for åreknuder i Friklinikken. Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation, og tag pjecen med, når du skal opereres. Du kan læse mere om åreknuder og om, hvem der har gavn af en operation, på siden om operation for åreknuder.

Hvad er åreknuder?

Åreknuder er udvidede, slyngede blodårer (vener), der ligger lige under huden. De opstår, når de små klapper i venerne ikke slutter tæt, så blodet løber tilbage og hober sig op. Når trykket i venerne stiger, udvider de sig og bliver slyngede og mere synlige. Åreknuder kan give uro, tyngdefornemmelse, hævelse, kløe, kramper og smerter i benene, og nogle får eksem eller sår på underbenet.

Operationen

Ved forundersøgelsen er dine ben undersøgt med ultralyd, og du er blevet informeret om, hvilke vener der skal behandles. Operationen foregår som regel i fuld bedøvelse eller rygbedøvelse og tager mellem en halv og halvanden time, afhængigt af hvor mange åreknuder der skal behandles. Den utætte vene bindes af gennem et lille snit i lysken eller i knæhasen, og den utætte hovedvene eller en del af den fjernes. De synlige åreknuder fjernes gennem mange små stik på få millimeter, som oftest ikke skal sys. Læs om bedøvelsen i pjecerne om fuld bedøvelse og rygbedøvelse.

Før operationen

  • Følg de faste- og medicinregler, der står i det materiale om bedøvelse, du har fået med indkaldelsen.
  • Fortæl os, hvis du har haft blodprop i benene, eller hvis du tager blodfortyndende medicin, p-piller eller hormonbehandling.
  • Tag bad hjemmefra, og smør ikke benet med creme eller olie.
  • Følg de anvisninger om hårfjerning på benet, du har fået med indkaldelsen.
  • Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på det ben, der skal opereres.
  • Tag løse bukser eller en nederdel med, som kan være over forbindingen på vej hjem, og flade sko eller sandaler.
  • Du må ikke selv køre hjem. Aftal transport til og fra Friklinikken.

På operationsdagen

Når du møder i afdelingen, bliver du modtaget af en sygeplejerske, og du får forebyggende smertestillende medicin. Lægen tegner de vener, der skal fjernes, op på huden med en tusch, mens du står op. Efter operationen kommer du i opvågningen. Du kan som regel tage hjem samme dag, når bedøvelsen er aftaget, og du kan gå sikkert. Der kan forekomme ventetid i løbet af dagen.

Nye åreknuder

Operationen fjerner de åreknuder og utætte vener, der er der nu. Hos nogle kommer der med årene nye åreknuder, fordi andre vener kan blive utætte. Du kan selv mindske generne ved at holde dig i bevægelse, holde din vægt og undgå at stå stille i lang tid.

Inden du tager hjem

Sygeplejersken ser til forbindingen og fortæller dig om smertestillende medicin, om forbindingen og støttestrømpen, om hvad du gør, hvis der siver blod gennem forbindingen, og om hensyn til fysisk aktivitet og arbejde.

Efter operationen

  • Forbinding og støttestrømpe: Du får en elastisk forbinding eller en støttestrømpe på benet. Den skal mindske blødning og hævelse. Bær støttestrømpen dag og nat i den første tid og derefter om dagen i den periode, du har aftalt med os.
  • Blødning: Der kan komme lidt blødning gennem forbindingen det første døgn. Læg dig ned med benet hævet, og forstærk forbindingen, som du har fået vist.
  • Gang: Gå gerne ture flere gange om dagen allerede fra operationsdagen. Gang holder blodet i bevægelse og mindsker risikoen for blodpropper.
  • Hvile: Hav benet hævet, når du sidder eller ligger, og undgå at stå stille eller sidde med benene nedad i lang tid.
  • Smerter: Benet vil være ømt, og der kommer ofte blå mærker langs de fjernede vener. Tag den anbefalede smertestillende medicin, og sørg for at have den hjemme.
  • Bad: Du må gå i brusebad, når forbindingen må tages af. Undgå karbad og svømmehal, til stikkene er helet.
  • Arbejde: De fleste kan genoptage stillesiddende arbejde efter nogle dage og mere fysisk krævende arbejde efter en til to uger.

Hvordan ser benet ud efter operationen?

Der kommer næsten altid blå, gule og senere grønlige misfarvninger langs de vener, der er fjernet. Det skyldes blødning under huden og forsvinder i løbet af nogle uger. Nogle mærker små, hårde områder under huden, som også forsvinder af sig selv. De små stik heler med meget små ar, som efter nogle måneder er næsten usynlige. Der kan opstå små områder med nedsat følesans i huden, fordi tynde hudnerver ligger tæt ved venerne. Det bedres ofte med tiden.

Kontakt læge, hvis

  • benet bliver rødt, hævet og varmt omkring snittene, eller du får feber. Tegn på infektion opstår tidligst nogle dage efter operationen.
  • du får tiltagende smerter og hævelse i læggen eller hele benet, eller pludselig åndenød. Det kan være tegn på blodprop.
  • blødningen ikke stopper, selvom du ligger ned med benet hævet.

Henvendelse

Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om noget, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00 på telefon 7690 8312. Uden for åbningstiden kan du kontakte din egen læge eller lægevagten. Læs også om risiko ved operationen.


Siden er sidst opdateret 23-02-2021.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring