Patienter
Patientinformation
Plastikkirurgi
Brystrekonstruktion med expanderprotese
Denne pjece er til dig, der skal have genopbygget et bryst med en expanderprotese i Friklinikken. Behandlingen strækker sig over flere måneder og består af mindst to operationer og en række besøg, hvor expanderen fyldes op. Her kan du læse, hvordan forløbet er bygget op, hvordan du forbereder dig, og hvad du selv kan gøre for at komme godt igennem. Læs pjecen i god tid, og skriv gerne dine spørgsmål ned, så du kan tage dem med til forundersøgelsen.
En expanderprotese er en tom skal af silikone, som lægges ind under brystmusklen og fyldes gradvist med saltvand gennem en lille ventil. Derved strækkes hud og muskel langsomt, så der bliver plads til et nyt bryst. Når expanderen har den ønskede størrelse, og huden har vænnet sig til den, udskiftes den som regel med en blivende brystprotese ved en ny operation. Til sidst kan brystvorten genskabes. Hele forløbet tager ofte et år eller mere.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer typisk en til to timer. Kirurgen åbner som regel det gamle ar fra brystoperationen og laver en lomme under brystmusklen, hvor expanderen lægges ind. Ventilen sidder enten i selve expanderen eller under huden et stykke fra brystet. Allerede under operationen fyldes en lille mængde saltvand i expanderen. Der lægges ofte et dræn, som fører blod og væske fra operationsområdet ud i en lille beholder. Læs mere om bedøvelse ved brystrekonstruktion med expanderprotese.
Opfyldningen begynder, når såret er helet, typisk to til tre uger efter operationen. Du møder i ambulatoriet, hvor sygeplejersken eller lægen finder ventilen og fører en tynd nål gennem huden ind i den. Derefter sprøjtes en portion saltvand ind. Besøget tager kort tid, og det gør sjældent ondt, fordi huden over ventilen ofte er følelsesløs efter brystoperationen. Opfyldningerne foregår med en til to ugers mellemrum over nogle måneder, til brystet har den størrelse, du og lægen har aftalt. Expanderen fyldes ofte lidt mere op end den endelige størrelse, så huden kan falde mere naturligt efter udskiftningen.
Efter hver opfyldning er det normalt at mærke stramhed og trykken i brystet og brystkassen i et døgn eller to. Mellem besøgene kan du leve et næsten normalt liv og passe dit arbejde, men tunge løft og hård træning af overkroppen bør vente. Mange bruger en blød bh i perioden, eventuelt med en indlægsprotese i den ene side, så brysterne ser ens ud i tøjet.
Nogle måneder efter, at opfyldningen er afsluttet, udskiftes expanderen som regel med en blivende silikoneprotese, som har en mere naturlig form og konsistens. Operationen foregår også i fuld bedøvelse gennem det samme ar. Samtidig kan lommen omkring protesen justeres, og det modsatte bryst kan eventuelt gøres mindre eller løftes, så brysterne bliver mere ens. Hos nogle bruges en permanent expanderprotese, og så skal kun ventilen fjernes ved en lille operation. Efter den anden operation gælder de samme råd om støtte-bh og aktivitet som efter den første.
Når det nye bryst har fundet sin endelige form, kan der laves en ny brystvorte. Det foregår i lokalbedøvelse som et lille indgreb. Du aftaler med lægen, om du ønsker det, og hvornår det skal ske.
Implantatet registreres, så det kan spores, hvis der senere kommer nye oplysninger om den type implantat. Gem de oplysninger om implantatet, som du får udleveret, sammen med dine andre papirer. Et implantat holder ikke resten af livet, og der kan blive brug for at udskifte det efter en årrække. Kontakt din egen læge, hvis brystet ændrer form, bliver hårdt eller ømt, eller hvis der kommer hævelse omkring implantatet.
Et bryst, der er genopbygget med en protese, er fastere og mere rundt end et naturligt bryst og bevæger sig ikke helt på samme måde. Følesansen i huden er ofte nedsat. Brysterne bliver sjældent helt ens, men med tøj på er resultatet godt hos de fleste, og mange oplever det som en stor lettelse at have fået et bryst igen.
Der kan opstå komplikationer som infektion, blødning, at huden over expanderen bliver tynd eller går op, utæthed i expanderen, kapseldannelse omkring protesen og forskel på brysterne. Ved infektion, eller hvis huden går op, kan det blive nødvendigt at fjerne expanderen, og så må rekonstruktionen udsættes. Risikoen er større hos rygere og efter strålebehandling. Læs mere om operationsbetingelser og risiko ved operationen.
Et langt forløb med brystrekonstruktion kan være hårdt, også følelsesmæssigt. Tal gerne med dine nærmeste og med personalet om dine tanker. Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis rådgivning til kræftpatienter og pårørende.
Har du spørgsmål før eller efter operationen, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00 på telefon 7690 8312. Uden for åbningstiden kan du kontakte din egen læge eller lægevagten.
Siden er sidst opdateret 16-08-2016.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring