Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Undersøgelse af hjerterytmen (CadioCall)

Denne pjece er til dig, der skal have undersøgt din hjerterytme med en CardioCall-optager fra Hjertemedicinsk ambulatorium i Friklinikken. Den forklarer, hvad optageren kan, hvordan du bruger den, og hvad der sker, når du har afleveret den.

Hvad er CardioCall?

CardioCall er en lille hændelsesoptager, som kan optage dit EKG, når du har symptomer. I modsætning til en Holter-optager, der optager hjerterytmen hele tiden i et eller to døgn, er en hændelsesoptager beregnet til at blive brugt i en længere periode. Den egner sig derfor til at fange rytmeforstyrrelser, der kommer sjældnere, for eksempel nogle gange om ugen. Når du mærker noget fra hjertet, sætter du selv optagelsen i gang, og optageren gemmer et stykke EKG fra netop det tidspunkt.

Hvorfor skal du undersøges?

Lægen har foreslået undersøgelsen, fordi du har symptomer, der kan skyldes en forstyrrelse i hjerterytmen, men som ikke er fanget på et almindeligt EKG eller ved en kortere optagelse. Det kan være anfald af hjertebanken, uregelmæssig puls, en følelse af at hjertet springer et slag over, svimmelhed eller pludselig utilpashed. Formålet er at få optaget hjerterytmen, mens du har symptomerne, så lægen kan se, om de skyldes hjertet, og i givet fald hvilken rytmeforstyrrelse der er tale om.

Hvordan kan en rytmeforstyrrelse føles?

Det er meget forskelligt, hvordan rytmeforstyrrelser mærkes. Nogle mærker et kraftigt dunk eller en pause i brystet, andre en hurtig og jagende puls, der starter og stopper pludseligt. Nogle bliver svimle, trætte eller forpustede, og enkelte besvimer. Andre igen mærker slet ingenting, og rytmeforstyrrelsen opdages tilfældigt. Fordi symptomerne kan ligne gener fra andre organer, er det vigtigt at få dem optaget, mens de står på.

Forskellige optagere

I Hjertemedicinsk ambulatorium findes flere slags optagere til undersøgelse af hjerterytmen. En Holter-optager registrerer hele tiden i et eller to døgn og bruges, når symptomerne kommer dagligt. En hændelsesoptager som CardioCall bruges i længere tid og optager, når du selv starter den. R-test og Lifecard er andre typer optagere, som kan bruges i endnu længere perioder. Lægen vælger den optager, der passer bedst til, hvor ofte dine symptomer kommer.

Sådan får du optageren

En sygeplejerske viser dig, hvordan optageren virker, og hvordan den skal bruges. Afhængigt af typen sættes der elektroder på brystet, eller du lærer at holde optageren mod brystet eller i hænderne, når du har symptomer. Du får en skriftlig vejledning og en dagbog med hjem. Sygeplejersken aftaler med dig, hvor længe du skal have optageren, og hvordan og hvornår den skal afleveres. Det gør ikke ondt, og du kan leve, som du plejer, mens du har den.

Når du har symptomer

  1. Sæt dig ned, eller stå stille, hvis du kan.
  2. Start optagelsen, som du har fået vejledning om, og hold optageren i ro, til optagelsen er færdig.
  3. Skriv klokkeslæt, hvad du mærkede, og hvad du lavede, i dagbogen.
  4. Optag gerne igen, hvis symptomerne kommer tilbage.

Det er vigtigt, at du optager, hver gang du har symptomer, også selvom de er svage eller korte. Jo flere optagelser vi får, jo bedre kan lægen vurdere, om symptomerne har sammenhæng med hjerterytmen.

Overførsel af optagelserne

Optagelserne kan overføres til ambulatoriet, så lægen kan se dem uden at vente, til du har afleveret optageren. Hvordan og hvornår du skal overføre optagelserne, får du vejledning om, når du får optageren. Er du i tvivl om, hvorvidt en optagelse er lykkedes, er du velkommen til at ringe og spørge.

Hverdagen med optageren

  • Du kan gå på arbejde, motionere og gøre det, du plejer.
  • Optageren tåler ikke vand. Tag den af, før du går i bad, hvis den ikke sidder fast med elektroder, og ellers som du har fået vejledning om.
  • Hav optageren med dig hele tiden, også om natten, så du kan optage, hvis du vågner med symptomer.
  • Skift batteri eller elektroder, som du har fået vejledning om.
  • Pas på optageren, og undgå at tabe den eller udsætte den for stærk varme eller kulde.

Hvis du får alvorlige symptomer

Optageren er ikke en alarm, og ingen holder øje med dine optagelser, mens du optager. Får du kraftige brystsmerter, besvimer du, eller får du pludselig svært ved at trække vejret, skal du ringe 112, også selvom du har optageren på. Optag gerne, hvis du kan, men vent ikke med at ringe efter hjælp.

Svar på undersøgelsen

Når optagelsesperioden er slut, og du har afleveret optageren og dagbogen, gennemgår lægen alle optagelserne og sammenholder dem med dine notater. Du får svar ved en samtale eller en opringning, som du aftaler med os, og din egen læge får besked. Hvis optagelserne viser en rytmeforstyrrelse, fortæller lægen dig, hvilken behandling der er mulig. Viser optagelserne en normal rytme, mens du havde symptomer, kan det udelukke, at hjertet er årsagen til dine gener.

Kontakt

Har du spørgsmål til undersøgelsen eller til optageren, er du velkommen til at ringe til Hjertemedicinsk ambulatorium på telefon 7971 8153 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00. Læs også om Holter-monitorering og R-test.


Siden er sidst opdateret 26-01-2015.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring