Denne pjece er til dig, der skal hjem fra Friklinikken med et kateter i blæren. Den fortæller, hvordan kateteret virker, hvordan du passer det og urinposen derhjemme, og hvornår du skal kontakte os. Læs pjecen igennem, før du går hjem, og spørg sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Efter en operation for forstørret prostata og efter varmebehandling af prostata får du lagt et tyndt kateter op i blæren. Kateteret sørger for, at urinen kan løbe frit ud, mens slimhinden i blæren og urinrøret falder til ro og heler. Efter en operation kan urinen de første dage være let blodig. Det er normalt, og kateteret fører både urin og blod ned i urinposen.
Kateteret er en blød og tynd slange, der er ført gennem urinrøret op i blæren. Inde i blæren sidder en lille ballon, der er fyldt med sterilt vand. Ballonen holder kateteret på plads, så det ikke glider ud. Urinen løber hele tiden fra blæren gennem kateteret og ned i en urinpose. Du skal derfor ikke selv lade vandet, så længe du har kateteret.
Vask området omkring urinrørets åbning hver dag med vand og en mild sæbe. Vask fra urinrøret og udad langs kateteret, så du ikke fører bakterier op i urinrøret. Træk forhuden tilbage, når du vasker, og husk at føre den frem igen bagefter. Du må gerne tage brusebad med kateteret og posen på, men undgå karbad, så længe du har kateter. Dup huden tør efter badet, og tjek, at slangen ikke er knækket.
Drik rigeligt og jævnt fordelt over hele dagen, medmindre lægen har sagt noget andet til dig. Når du drikker godt, bliver urinen skyllet igennem, og det mindsker risikoen for blærebetændelse og for, at små blodstykker stopper kateteret. Undgå forstoppelse. En fyldt endetarm kan trykke på kateteret og give smerter eller stoppe urinen. Spis fiberrig kost, bevæg dig, og tal med os eller din egen læge, hvis maven alligevel ikke fungerer.
Du må gerne bevæge dig og gå ture, og det er godt for både mave og blodomløb. Undgå tunge løft og hårdt fysisk arbejde, så længe du har kateteret. Sørg for, at slangen ikke kommer i klemme, og at den ikke bliver trukket i, for eksempel når du sætter dig eller rejser dig. Det kan hjælpe at fastgøre slangen til låret med plaster eller en strop. Løstsiddende tøj gør det lettere at skjule posen og tømme den. Hvor længe du skal være sygemeldt, aftales med lægen ved udskrivelsen.
Mange mærker kateteret som en trang til at lade vandet, selvom blæren hele tiden bliver tømt. Det skyldes, at kateteret og ballonen irriterer blæren. Blæren kan også trække sig sammen i kramper, så der siver lidt urin ud ved siden af kateteret. Det er ubehageligt, men ikke farligt. Generne bliver som regel mindre efter de første dage. Lidt blod i urinen er normalt efter en operation. Drik ekstra, så klarer urinen som regel op igen.
Inden du går hjem, får du poser, stropper og en vejledning med. Opbevar udstyret tørt og rent, og tjek, at du har nok til natten og til weekenden. Hvordan du får mere udstyr, hvis du får brug for det, aftaler vi med dig ved udskrivelsen. Brugte poser tømmes i toilettet og kan derefter smides i almindeligt husholdningsaffald i en lukket pose.
Hvornår kateteret skal fjernes, og hvor det skal ske, får du at vide, inden du går hjem. Det er en hurtig og næsten smertefri procedure. Vandet i ballonen tømmes ud, og kateteret trækkes forsigtigt ud. De første gange, du lader vandet bagefter, kan det svie, og du kan have hyppig vandladningstrang. Det går som regel over efter nogle dage. Lad vandet, når du får trang, og drik fortsat godt. Kan du ikke lade vandet, efter at kateteret er fjernet, skal du kontakte os.
Har du spørgsmål om dit kateter, er du velkommen til at ringe til en sygeplejerske i Friklinikken på telefon 7690 8350 mellem kl. 9.00 og 15.00. Uden for telefontiden skal du kontakte vagtlægen. Du kan læse mere om operation for forstørret prostata og om topkateter.
Siden er sidst opdateret 18-08-2016.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring