Denne pjece er til dig, der skal have et brystløft i Friklinikken. Et brystløft kan komme på tale i særlige situationer, for eksempel efter et meget stort vægttab, ved udtalt forskel på brysterne eller som justering af det modsatte bryst i forbindelse med en brystrekonstruktion. Her kan du læse om forberedelsen, operationsdagen og tiden efter operationen. Læs pjecen igennem i god tid, og tag den med, når du skal opereres.
Ved et brystløft fjernes overskydende hud, og brystvorten med vorteringen flyttes op til en ny og højere placering, mens den bevarer forbindelsen til det underliggende væv. Brystvævet formes og strammes, så brystet får en højere og fastere form, og vorteringen kan samtidig gøres mindre. Et brystløft gør ikke brysterne større, men giver dem en anden form. Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer typisk to til tre timer. Arrene går rundt om vorteringen og ofte lodret ned til folden under brystet, nogle gange også vandret i folden.
Du møder til det tidspunkt, der står i din indkaldelse, og taler med kirurgen og narkoselægen, før du skal opereres. Kirurgen tegner op på brysterne, mens du står, så brystvorternes nye placering og arrenes forløb kan afmærkes. Efter operationen får du en støtte-bh på, og du bliver i opvågningen, til du er vågen, og smerterne er under kontrol. Læs mere om bedøvelse ved brystløft.
Du kan køre bil, når du kan bruge sikkerhedsselen og dreje rattet uden smerter. Gåture kan genoptages efter få dage, mens løb, svømning og styrketræning bør vente seks uger. Øg derefter belastningen gradvist, og brug en god sports-bh.
Hav gerne to støtte-bh'er, så du kan vaske den ene, mens du bruger den anden. Stil de ting, du bruger tit, i en højde, hvor du kan nå dem uden at strække armene over hovedet. Læg en pude på maven, når du sidder med en bog eller et barn på skødet, så brysterne ikke presses. Har du små børn, så aftal hjælp til at løfte og bære dem de første seks uger. Undgå sol direkte på arrene, og bad ikke i karbad eller svømmehal, før sårene er helt lukkede.
Når sårene er helet, kan du massere arrene med en fed, uparfumeret creme flere gange om dagen. Massagen gør arrene blødere. Beskyt arrene mod sol det første år, så de ikke bliver mørke. Arrene er røde de første måneder og blegner gradvist over et til to år.
Du får en tid til kontrol, hvor sårene ses efter. Brysterne får en højere og fastere form, og brystvorterne kommer til at sidde højere. Hævelsen aftager over nogle måneder, og det endelige resultat ses efter tre til seks måneder. Med tiden vil brysterne synke en smule igen, fordi huden fortsat mister elasticitet, og graviditet og vægtændringer kan ændre resultatet. Brysterne bliver sjældent helt ens.
Der kan opstå komplikationer som blødning, infektion, forsinket sårheling, nedsat følesans i brystvorterne, dødt væv i brystvorten eller huden, brede ar og forskel på brysterne. Læs mere om risiko ved operationen og om operationsbetingelser for brystløft.
Har du spørgsmål før eller efter operationen, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00 på telefon 7690 8312. Uden for åbningstiden kan du kontakte din egen læge eller lægevagten.
Siden er sidst opdateret 10-04-2015.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring