Patienter
Patientinformation
Hjertemedicinsk ambulatorium
Ultralydsundersøgelse af hjertet - Ekkokardiografi
Denne pjece er til dig, der skal have lavet en ultralydsundersøgelse af hjertet, også kaldet ekkokardiografi, i Hjertemedicinsk ambulatorium i Friklinikken. Den fortæller, hvad undersøgelsen kan vise, hvordan den foregår, og hvordan du får svar.
Ekkokardiografi er en ultralydsundersøgelse af hjertet. Ultralyd er lydbølger med så høj en frekvens, at vi ikke kan høre dem. Lydbølgerne sendes ind i kroppen fra et lille ultralydshoved, som holdes mod brystet. Når de rammer hjertet, bliver de kastet tilbage som et ekko, og en computer omdanner ekkoerne til levende billeder af hjertet på en skærm. Undersøgelsen er helt ufarlig. Der bruges ikke røntgenstråler, og den kan gentages så ofte, det er nødvendigt.
Hjertet er en muskel, der består af fire hulrum: to forkamre og to hjertekamre. Blodet fra kroppen løber ind i højre side af hjertet og pumpes videre til lungerne, hvor det får ilt. Det iltede blod løber tilbage til venstre side af hjertet og pumpes ud i hele kroppen. Fire hjerteklapper sørger for, at blodet kun løber den rigtige vej. Ved ekkokardiografi kan lægen se alle fire hulrum og alle fire klapper, mens hjertet arbejder.
Ved ekkokardiografi kan lægen se hjertets størrelse og form, hvor kraftigt hjertemusklen trækker sig sammen, og om alle dele af hjertevæggen bevæger sig normalt. Lægen kan se, om hjerteklapperne åbner og lukker, som de skal, og om der er utætte eller forsnævrede klapper. Med en særlig teknik, kaldet doppler, kan lægen måle blodets hastighed og retning gennem hjertet og klapperne. Undersøgelsen kan også vise, om der er væske omkring hjertet, og give oplysninger om trykket i lungernes blodkar.
Ekkokardiografi er en af de vigtigste undersøgelser i Hjertemedicinsk ambulatorium. Den bruges blandt andet ved mislyd på hjertet, mistanke om hjerteklapsygdom, hjertesvigt eller hjertekrampe, ved åndenød, hævede ben, hjerterytmeforstyrrelser som atrieflimren og ved forhøjet blodtryk, som kan belaste hjertemusklen. Ved dit første besøg i ambulatoriet får du som regel lavet ekkokardiografi sammen med EKG og blodtryksmåling, så lægen kan give dig et samlet svar samme dag.
Du skal ikke forberede dig særligt. Du må gerne spise, drikke og tage din medicin, som du plejer. Det er en fordel at have tøj på, som er nemt at tage af på overkroppen, for eksempel en bluse eller skjorte og bukser i stedet for en kjole.
Du tager tøjet af på overkroppen og lægger dig på et leje, som regel på venstre side, fordi hjertet så kommer tættere på brystvæggen. Der sættes nogle elektroder på brystet, så hjerterytmen kan følges på skærmen under undersøgelsen. Lægen kommer gel på ultralydshovedet og holder det mod brystet forskellige steder, blandt andet ved brystbenet, under venstre bryst og under ribbenskanten. Gelen gør, at lydbølgerne kommer bedre igennem huden. Den føles kold, men er nem at tørre af bagefter.
Lægen kan bede dig om at holde vejret et øjeblik eller ændre stilling, så hjertet kan ses bedst muligt. Ultralydshovedet trykkes let mod brystet, og det kan føles lidt ubehageligt, men det gør ikke ondt. Du kan høre en susende lyd under dopplerundersøgelsen. Det er blodets strømning, der gøres hørbar. Undersøgelsen tager som regel en halv times tid. Billederne gemmes, så de kan sammenlignes med senere undersøgelser.
Ved første besøg får du også taget et EKG og målt dit blodtryk af en sygeplejerske. Hvis der er behov for det, kan du samme dag få påsat en optager til undersøgelse af hjerterytmen eller en døgnblodtryksmåler, og en arbejdstest kan ofte også udføres samme dag.
I Hjertemedicinsk ambulatorium er det lægen selv, der laver ekkokardiografien. Derfor kan du som regel få svar på undersøgelsen med det samme, sammen med svarene på dine andre undersøgelser. Lægen fortæller dig, hvad undersøgelsen har vist, og planlægger sammen med dig det videre forløb. Din egen læge får besked om resultatet.
Hos de fleste giver ekkokardiografi gode billeder af hjertet. Hvis billederne er utydelige, eller hvis lægen har brug for at se bestemte dele af hjertet mere detaljeret, kan det være nødvendigt med en ultralydsundersøgelse gennem spiserøret, kaldet TEE. Andre gange kan en arbejdstest, en optagelse af hjerterytmen eller en undersøgelse på et andet sygehus give yderligere oplysninger. Lægen forklarer dig i så fald, hvorfor undersøgelsen er nødvendig.
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at ringe til Hjertemedicinsk ambulatorium på telefon 7971 8153 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00. Læs også om TEE - ultralydsundersøgelse af hjertet via spiserøret og om arbejdstest.
Siden er sidst opdateret 10-04-2015.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring