Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Friklinikken Region Syddanmark

Arbejdstest

Denne pjece er til dig, der skal have lavet en arbejdstest i Hjertemedicinsk ambulatorium i Friklinikken. Den fortæller, hvorfor undersøgelsen laves, hvordan du forbereder dig, og hvordan testen foregår.

Hvad er en arbejdstest?

En arbejdstest, også kaldet arbejds-EKG, er en undersøgelse af, hvordan hjertet reagerer, når det skal arbejde hårdere. Du cykler på en motionscykel, mens belastningen gradvist bliver øget. Under hele testen bliver dit EKG optaget, og dit blodtryk og din puls bliver målt med jævne mellemrum. På den måde kan lægen se, om hjertet får nok ilt, når det belastes, om der opstår rytmeforstyrrelser, og hvordan blodtrykket og pulsen reagerer på anstrengelse.

Hvorfor belaste hjertet?

En forsnævring af en kranspulsåre giver ofte ingen tegn, mens du hviler, fordi hjertet kun har brug for lidt blod og ilt i hvile. Når du anstrenger dig, slår hjertet hurtigere og kraftigere og har brug for mere ilt. Hvis en kranspulsåre er forsnævret, kan den ikke levere den ekstra mængde blod, og så kan der opstå iltmangel i en del af hjertemusklen. Det kan give smerter i brystet og ses som forandringer på EKG'et. Derfor kan et almindeligt hvile-EKG være normalt, selvom du har forsnævrede kranspulsårer, og derfor laves undersøgelsen under belastning.

Hvorfor skal du undersøges?

Arbejdstesten bruges især, når lægen vil undersøge, om du har tegn på forsnævring af hjertets kranspulsårer, for eksempel hvis du får trykken i brystet eller åndenød, når du anstrenger dig. Testen kan også bruges til at vurdere din kondition og din arbejdsevne, til at undersøge rytmeforstyrrelser, der opstår ved anstrengelse, og til at følge virkningen af en behandling. I Hjertemedicinsk ambulatorium kan arbejdstesten ofte udføres samme dag som dit første besøg.

Før undersøgelsen

  • Tag tøj på, som du kan bevæge dig i, og sko, som er gode at cykle i, for eksempel kondisko.
  • Spis et let måltid nogle timer før testen. Undgå et stort måltid lige før.
  • Undgå at ryge og drikke kaffe lige før testen.
  • Tag din medicin, som du plejer, medmindre lægen har aftalt noget andet med dig. Nogle typer hjertemedicin kan påvirke resultatet, og lægen kan derfor bede dig om at holde pause med dem.
  • Fortæl lægen, hvis du har problemer med knæ, hofter eller ryg, som gør det svært at cykle.
  • Tag gerne en drikkedunk med vand og et håndklæde med.

Sådan foregår testen

Du får sat elektroder på brystet og en blodtryksmanchet på armen. Først optages et EKG i hvile. Derefter sætter du dig op på cyklen og begynder at cykle i et roligt tempo. Med få minutters mellemrum øges modstanden, så det bliver tungere at træde i pedalerne. Du skal holde et jævnt tempo, som personalet viser dig. Testen fortsætter, til du er så udmattet, at du ikke kan mere, eller til lægen stopper den, for eksempel fordi du får symptomer, eller fordi EKG'et eller blodtrykket ændrer sig.

Det er vigtigt, at du yder dit bedste, fordi testen giver de mest sikre svar, når hjertet bliver belastet så meget som muligt. Sig straks til, hvis du får smerter eller trykken i brystet, bliver svimmel eller meget forpustet, eller hvis du føler dig utilpas. Personalet holder øje med dig hele tiden.

Efter testen

Når du er stoppet med at cykle, bliver dit EKG, din puls og dit blodtryk fortsat fulgt, mens du hviler, indtil værdierne er faldet til ro igen. Det tager som regel nogle minutter. Du er måske træt og svedig bagefter, men de fleste føler sig hurtigt friske igen. Du kan tage hjem, når testen er overstået, og du kan spise, drikke og gøre, som du plejer, resten af dagen.

Er testen farlig?

En arbejdstest svarer til den belastning, du kan møde i hverdagen, når du for eksempel går hurtigt op ad trapper eller cykler mod vinden. Risikoen ved testen er meget lille. Den foregår under overvågning af en læge, og personale og udstyr er klar, hvis der skulle opstå problemer. Testen bliver stoppet, hvis der er tegn på, at hjertet ikke tåler belastningen.

Svar på testen

Lægen gennemgår testen og fortæller dig om resultatet, som regel samme dag. Resultatet indgår sammen med dine øvrige undersøgelser i det samlede billede af dit hjerte. Hvis testen viser tegn på forsnævring af kranspulsårerne, kan der være behov for yderligere undersøgelser, for eksempel en CT-skanning eller en kikkertundersøgelse af hjertets kranspulsårer på et andet sygehus. Lægen fortæller dig i så fald om det videre forløb. Din egen læge får besked om resultatet.

Hvad testen kan fortælle om din kondition

Ud over hjertet giver arbejdstesten et mål for din kondition. Mange bliver overraskede over, hvor meget de kan, når de bliver udfordret under trygge forhold. Resultatet kan bruges til at give dig råd om, hvor meget du kan belaste dig selv i hverdagen, og om motion, der passer til dig og dit helbred.

Kontakt

Har du spørgsmål til undersøgelsen, eller kan du ikke komme på det aftalte tidspunkt, er du velkommen til at ringe til Hjertemedicinsk ambulatorium på telefon 7971 8153 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00. Læs også om ultralydsundersøgelse af hjertet og om nitroglycerin.


Siden er sidst opdateret 18-08-2016.
Kontakt:



Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring