Denne pjece er til dig, der skal opereres for diskusprolaps i lænden i Friklinikken. Her kan du læse, hvordan du forbereder dig, hvordan dagen for operationen foregår, og hvad du skal være opmærksom på i ugerne efter. Læs pjecen igennem sammen med dine pårørende, og tag den med, når du skal opereres. Du kan læse mere om selve sygdommen på siden om diskusprolaps.
Ved en diskusprolaps er en del af den bløde kerne i en bruskskive trængt ud og trykker på en nerverod. Ved operationen fjernes den udposede del, så nerven får plads igen. Resten af bruskskiven bliver siddende. Operationen foregår i fuld bedøvelse, mens du ligger på maven, gennem et snit på få centimeter midt på lænden. Den tager typisk en til halvanden time. Læs om bedøvelsen i pjecen om bedøvelse.
Lad smykker, store pengebeløb og andre værdigenstande blive hjemme.
Du møder til det tidspunkt, der står i din indkaldelse. Du taler med kirurgen og narkoselægen, før du skal opereres, og der er mulighed for at stille spørgsmål. Efter operationen bliver du i opvågningen, til du er vågen, og smerterne er under kontrol. Du kommer op at gå allerede samme dag eller dagen efter operationen. Gang er godt for både ryggen og helingen. Hvor længe du skal blive i Friklinikken, aftales med dig ved forundersøgelsen.
Brug en høj stol eller sofa, så det er lettere at rejse sig, og hav de ting, du bruger meget, i en højde, hvor du ikke skal bøje dig. En gribetang kan være en hjælp til at samle ting op fra gulvet. Når du skal i seng eller op af sengen, så rul om på siden og brug armene til at skubbe dig op, så ryggen holdes lige. Lyt til kroppen: lidt ømhed efter aktivitet er normalt, men øg ikke aktivitetsniveauet hurtigere, end du kan holde til.
Du får et øvelsesprogram med hjem. Øvelserne skal styrke ryg- og mavemusklerne og forbedre bevægeligheden gradvist. Mange bliver også henvist til genoptræning hos en fysioterapeut. Se øvelsesprogrammet efter operation for diskusprolaps eller dekompression.
De fleste opnår god lindring af bensmerterne efter operationen. Følesansen og kraften i benet bedres ofte langsomt over måneder, men ikke altid helt. Hos nogle kommer der en ny prolaps på samme sted eller et andet sted.
Ved stillesiddende arbejde, hvor du kan skifte stilling, kan mange vende tilbage efter to til fire uger. Ved fysisk krævende arbejde kan det tage to til tre måneder. Du må køre bil, når du kan sidde i den tid, turen varer, og når du ikke længere tager stærk smertestillende medicin.
Får du besvær med at lade vandet eller holde på vandet eller afføringen, eller følelsesløshed omkring endetarmsåbningen og kønsorganerne, skal du straks kontakte vagtlæge eller skadestue.
Har du spørgsmål før eller efter operationen, er du velkommen til at ringe til Kirurgisk ambulatorium på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00 på telefon 7690 8312. Læs også om risiko ved operationen.
Siden er sidst opdateret 23-02-2021.
Friklinikken, Region Syddanmark | Engparken 1 | 7200 Grindsted | Telefon 76 90 83 50 | Send sikker e-mail til Friklinikken, Region Syddanmark | Tilgængelighedserklæring